JEG GJORDE DET - 300 KM I KØRESTOL PÅ 10 DAGE!

Det hele startede jo lidt som en skør idé. En idé som jeg måske nærmest allerede havde fortrudt den første aften, da jeg var landet i Horsens efter otte kolde, hårde og våde timer på landevejene. Få dage efter røg temperaturen ned på 13 grader og motivationen ligeledes endnu længere ned. Men de mange hundrede kommentarer på facebook, den store sponsoropbakning, det gode formål samt helt enestående venner, familie og hjælpere hjalp mig til at hænge i.

Omkring kl. 17 i lørdags trillede jeg så endelig ind på torvet ved McCurdies i Skagen, hvor en kongelig velkomst bestående af både venner, familie, sponsorer, rød løber og champagne ventede mig. Det kunne ikke blive bedre. Vi havde en fantastisk aften med lækker mad og enormt mange drinks - og her sidder jeg nu tilbage i Vejle; udmattet, stolt og tilfreds. Udmattet efter at have presset mig selv og min krop til at holde ud i alt slags vejr gennem præcist 301.26 km. Stolt af ikke at have opgivet, trods det til tider synes svært uoverskueligt. Og meget tilfreds med det økonomiske overskud, jeg snart kan offentliggøre og donere til den velgørende organisation, MOTORSPORT for LIFE.

Men hvad tænker man så, når man bruger 45 timer på landevejene? - Sandheden er faktisk, at man slet ikke tænker så meget. Fokus er på asfalten - for med 6-7 km i timen, siddende i min situation, skal der kun et lille hul eller bump til at man ryger ud af kurs, får ondt eller mister grebet på joystick'et.

Een særlig tanke har dog alligevel cirkuleret lidt rundt i hovedet på mig. I skrivende stund har der været knap 5000 læsere forbi denne blog, og da jeg længe gerne har ville skrive en bog, er tiden måske inde nu. Det skulle selvfølgelig ikke kun handle om denne bedrift, men være en selvbiografi om mit liv som Preben - alle særheder, oplevelser, tanker og udfordringer inklusiv. Men ville der mon være læsere? Ville DU købe, downloade eller låne den på biblioteket?

Nu vil jeg lige tage nogle dage i lavt gear, få sagt pænt tak til alle der har støttet dette særlige eventyr og så ellers bare glæde mig, til jeg om fjorten dage nupper en forlænget weekend i Berlin. Denne gang tager jeg dog bilen - og telefonen bliver endda også slukket. Både kørestolen og jeg trænger vist efterhånden til at få stikket trukket ud.

Jeg vil dog alligevel gerne opfordre til, at man fortsat følger med på facebook og på bloggen her. Når budgettet er lukket og alt gjort op, vil der selvfølgelig komme en pressemeddelelse op herom, ligesom der vil komme flere billeder, tanker og artikler.

Tusind tak fordi du læste med :-)

Tilbage på Nordstrand Camping

Små 3 timer tog det mig at køre 9. etape, som var en kort én af slagsen. Jeg ankom til Aalbæk allerede ved 15-tiden, og så greb vi ellers en cappuccino på en lille hyggelig restaurant, mens vi ventede på, at Alex skulle komme med camperen. Men cappuccinoen trak lidt ud, og blev sidenhen til en kop kakao, mens vi ventede og ventede..

Alex kom aldrig. Et større trafikuheld ved Aalborg låste ham fast på motorvejen. Til sidst måtte han droppe det, og jeg ringede så til søde Pia fra Nordstrand Camping. Uden tøven lod hun mig blive endnu en nat, og jeg blev så kørt tilbage hertil i bilen. I morgen bliver jeg ligeledes sat af i Aalbæk og genoptager ruten.

Turen i dag var meget våd, og jeg måtte da også lige tage en pause i tørvejr, da himlen pludselig åbnede sig så meget, at jeg ikke kunne kigge ud af øjnene. Nu sidder jeg her i camperen og tørrer, mens jeg glæder mig til slutspurten og festen i morgen. De har lovet solskin i Skagen, og jeg ved, at det er fordi jeg kommer.

De har palmer i Frederikshavn

Endnu en fin dag i det nordjyske er så småt ved at ebbe ud. Vi har slået lejr for natten her på Nordstrand Camping i udkanten af Frederikshavn. En fin campingplads fyldt med kønne norske tøser - og så ligger den tæt ved Palmestranden - et ret lækkert sted (se billede). Det er alligevel lidt sejt, at de har palmer i Frederikshavn. Jeg som troede, det blev koldere nordpå.

Igen i dag var vejret med mig, og jeg besluttede mig derfor for at køre 5 km længere end planlagt. På den måde har jeg lidt en buffer at gøre brug af, hvis de gør alvor af det ret våde og blæsende weekendvejr, de har lovet her tæt på toppen.

Kort tid efter vi i dag havde checked in på pladsen kom der uventet besøg. En venlig familie, der havde fulgt med på facebook, kom forbi med deres 6-årige søn Gustav, som også sidder i kørestol med muskelsvind. Han var en sej og glad lille fyr. Jeg viste dem camperen, og så fik vi ellers en snak om hvordan og hvorledes.. Det var hyggeligt lige at hilse på, og særligt opløftende at kunne vise sådan en lille fyr, at man aldrig skal lade sig begrænse. Det gør man selvfølgelig heller ikke så meget som 6-årig, men sådan mener jeg også, det bør fortsætte.

Nu kalder dynen, men jeg vender helt klart tilbage i morgen. Godnat herfra.

200 km senere..

Jeg har nu kørt mere end 200 km i min kørestol, siden i tordags hvor mit eventyr startede på Søndertorv i Vejle. I dag blev 7. etape kørt, og det har helt afgjort været den hidtil bedste. Vejret var fin, asfalten jævn og trafikken minimal. Blot 3½ time plus pauser tog det mig at køre godt 30 km, og da ruten i dag faktisk kun var 26.4 km, er jeg lidt foran. Men det er helt super, for på fredag lover de nemlig møgvejr nær Frederikshavn.

Her i Lyngsaa, der ligger lidt syd for Sæby, har vi slået lejr hos den lokale købmand. Og nu hvor vi alligevel er uden for rækkevidde - både på mobilen - men også junkfood-mæssigt, bliver den lille Weber-grill taget i brug. 5 franfurtere er kørt ned, og nu vil vi krydse fingre for en stabil forbindelse, så vi kan slappe af med en film på Netflix.

I morgen venter 8. etape, der bringer mig gennem Sæby og Frederikshavn - og så er jeg jo nærmest ved at være der.. Det føles i hvert fald tæt på nu, og jeg glæder mig meget til lørdag.

Journalisten og den rare færgemand

Når man sådan så småt er ved at vænne sig til campinglivet, som jeg vel nærmest er, lærer man at værdsætte de små ting i hverdagen, som fx strøm til køleskabet, varmt vand at vaske sig i og en helt frisk dåse-leverpostej til sin morgenmad. Dét er ren luksus, og følelsen af at spotte en kaffebar i horisonten, når trangen er allerstørst, er nærmest ubeskrivelig.

Da vi stod op i formiddags, viste termometret på den anden side af gaden 13.2 grader - og så både regnede og blæste det. Ja, det var ret meget op ad bakke, som man siger i cykelsporten. Jeg besluttede mig derfor for lige at trække den en time i håb om opklaring, og bedst som jeg sad og stirrede ud i regnen, bankede det på døren til camperen. Det var SE & HØR - de blev naturligvis budt indenfor, og hermed blev ventetiden udnyttet godt til et dybdegående interview.

Fotografen ville meget gerne have et par billeder, hvor jeg forlod Als Kro, så jeg kastede mig ud i det og kørte afsted. Det gav lidt vand, men den helt vildt sexede grønne, vandtætte poncho, jeg har investeret i, gjorde jobbet godt. Den er vindtæt, og formår på en-eller-anden måde at holde min krop - og dermed min hånd - varm. Herfra gik det over stok og sten, og allerede ved 16-tiden nåede jeg den lille færge, der skulle sejle mig over Limfjorden. Fotografen fra SE & HØR sørgede for at jeg kom først ombord, så han kunne lave nogle fede billeder. Færgemanden holdt så de andre biler tilbage, og jeg tror, han var så begejstret for at der skete lidt, at turen var på huset (læs: skibet). Han ville i hvert fald ikke have penge. Herunder et billede af mig på færgen.

 

Kaffen blev indtaget på den flotte Restaurant Havkatten med udsigt over Limfjorden. Den søde tjener, der også sørgede for strøm til kørestolen, snakkede lidt sært. Det er vist nok dét, de kalder nordjysk. Så ved man da, at man efterhånden har kørt et stykke vej..

 

Omkring klokken halv syv trillede jeg ind på pladsen ved Hals Strand Camping efter 33 km's kørsel, hvor jeg fik besøg af bedstevennen Thomas og yndlingskusinen Sheila. Sammen tog vi ind til Hals, hvor vi fik lidt mad og vin på en lille italiensk restaurant. Alt i alt, endnu en fantastisk dag her på mit lille eventyr.

 

Godnat og tak for i dag!

Så er jeg halvvejs!

Camperen er parkeret på parkeringspladsen her foran Als Kro, og jeg kan nu udmattet og stolt melde ud, at jeg faktisk er halvvejs på ruten. Jeg har i dag gennemført 5. etape, og mere end 150 km er tilbagelagt i min kørestol siden jeg i torsdags forlod Søndertorv i Vejle. Det er køligt, trættende, spændende og hårdt - men sådan skal det være; ellers er det jo ikke nogen udfordring.

Dagen startede ud med flere byer, men de ophørte heldigvis netop som jeg satte igang. Grundet heftig trafik kom jeg lidt off-grid ved at vælge en alternativ (og mere sikker) rute, men ved Hadsund var jeg atter tilbage på sporet. Et pitstop hos Café Baghuset tilførte ny energi og snart var jeg på farten igen. Se foto fra følgevogn herunder.

Kursen blev sat mod Als Kro, men bare efter 6-7 km's kørsel blev jeg overhalet af en lille sølvgrå VW, der trak op på cykelstien. Det var min kammerat Kasper, der hyggeligt og uanmeldt dukkede op. Kort efter ringede mine andre venner Nikolaj og Jane for at melde deres ankomst. Og vi tog så allesammen til Øster Hurup og fik lidt mad og vin, hvorefter jeg bød på øl i camperen til "dessert". Endnu en super hyggelig dag.

En halv pelikan fra vest

Man kan sige meget om små byer, men her i Hald forstår de virkelig at byde nye gæster velkommen. Louise og Per, der står for det lille forsamlingshus, bød mig ved 19-tiden velkommen med kolde øl og en flot lagkage. Og en god én af slagsen, skulle jeg hilse og sige. Den er ihvertfald spist nu.

Næsten 34 kilometer blev det til I dag - I stiv sidevind og en søndagstrafik, der var alt andet end søndags-agtig. Ved 12-tiden forlod jeg Spørring Karrosserifabrik, hvor den søde familie bestående af ejeren Jakob, hans kone samt to piger, vinkede mig godt afsted. Små tre timer senere nåede jeg Randers bymidte. Der var byfest, hvilket jo ikke ligefrem gjorde trafikken lettere. Men en cappuccino og (endnu) en kage på den hyggelige Café Jens Otto højnede humøret.

Turen I dag bød desuden på spontant, hyggeligt besøg af både Torben og Freddy samt Svend og Britta - og så mødte jeg også et par venlige cyklister, der ville snakke og følges (se foto).

Nu vil jeg hoppe I seng, så jeg kan være udhvilet og klar til endnu en etape I morgen. Jeg krydser mine fingre I søvne for lunere vejr. Det var godt nok koldt at køre i dag.. Sov godt.